Nogle dage lider jeg af telefonitis, og jeg giver ikke op hvis telefonen ikke bliver besvaret, så ringer jeg bare igen kort tid efter - specielt når det kommer til min mor, for hun har det med at ligge telefonen i et rum og være i et andet, og da hun er handicappet og har svært ved at gå uden rolator så når hun ikke altid at besvare det første opkald.

Min mor har været hjemme hos os i sidste weekend, søndag ville min moster hente hende, da de havde en aftale hos en veninde. Min mor virkede skidt og var ekstremt træt. Hun havde om fredagen fået noget pencilin fordi hende "værdier" lå lige på kanten til en lungebetændelse. Men altså, alt i alt havde hun det faktisk godt og hun var glad og frisk.

Søndag aften køre min moster hende hjem efter de har været på besøg hos deres veninde. Jeg taler kort med hende i telefonen, hun virker træt, men ikke mere end hvad vi andre gør hvis vi har været af sted en hel weekend.

Mandag taler jeg igen med min mor, hun sover det meste af dagen, jeg ringer flere gange for at høre til hende, fordi jeg synes det er ved at være lang tid hun har sovet. Vi aftaler at hun ringer til lægen dagen efter om tirsdagen og hører ind til den ekstreme træthed der har ramt hende.

Tirsdag morgen omkring kl. 6.30 ringer jeg til min mor, hun er som regel oppe omkring kl. 5, så det undre mig at hun ikke tager den, jeg laver lidt morgenmad til Mikkel og forsøger at ringe til hende igen omkring kl. 7, hun tager den stadig ikke, jeg ringer igen 5 min. efter, stadig intet svar - jeg forsætter med at ringe hvert 5. min, jeg begynder at bekymre mig en del, idet hun altid ringer igen efter max 20 min. Og da hun jo skulle ringe til lægen kl. 8 forstår jeg slet ikke hvad der sker, endelig ringer hun til mig. Hun er fuldstændig omtåget, jeg kan næsten ikke forstå hvad hun siger til mig, men hun siger at hun godt har hørt telefonen, men hun havde ikke haft kræfter til at gå fra badeværelset og ud i gangen (ca. 1½ meter) for at besvare mine opkald og at hun vist havde siddet der i nogle timer, ud af vores samtale kan jeg kun konkludere at der er noget galt og hun skal til lægen hurtigst muligt.
Jeg ringer til hendes læge og fortæller om min bekymring, han siger at han synes at hun skal på hospitalet og undersøges, han ringer til hende for selv lige at vurdere hende - og ringer derefter efter en ambulance.

Jeg bor ca. 40 km væk (+kørsel i myldretiden) og skal have afleveret Mikkel inden jeg kan komme derind. Derfor ringer jeg til en af hendes veninder, for at høre om hun kan gå op til hende, pakke lidt ting til hende, og tage imod ambulancen.

Jeg får afleveret Mikkel i børnehaven og kørt ind til modtagelsen på Hvidovre hospital, hvor jeg bliver mødt af en mor der er ligbleg, ryster, slet ikke har kræfter til at åbne øjnene og hun er helt væk, og hvis hun overhovedet siger noget til mig eller sygeplejersken er det udsammenhængen.

Rent praktisk skal jeg have afleveret vores ene bil til min lillebror, køre min kæreste hjem til Osted så han kan afhente Mikkel i børnehaven, og så skal jeg tilbage til hospitalet igen. Imens dette sker bliver hun overført til Riget, da de kender hele hendes sygehistorie, hun lider nemlig af en sjælen sygdom ved navn Cushings så de tror på det tidspunkt at hendes tilstand har noget med denne sygdom at gøre.


De har undersøgt hende hele natten og de har nu fundet ud af at hun har; lungebetændelse, en del af den ene lunge er punkteret og oven i hatten har hun et blødende mavesår!!!
Hun har fået en masse undersøgelser, en operation, 6 poser blod, men er faktisk allerede i bedring.

Lægen har sagt til os, at hvis der var gået 12 timer mere, så havde hun ikke overlevet! og at hvorfor hun nok ikke var faldet helt hen om morgen var fordi jeg havde ringet til hende igen og igen indtil hun "vågnede" helt op.


Nogen dage skubber jeg mine bekymringer for hende lidt væk og tænker at det bare er mig der er spekulere for meget og ringer først senere til hende, hun har jo også planer i løbet af dagen, det kunne jo værre at hun bare sov tungt eller var gået til morgenkaffe hos naboen..


Men nu sidder jeg så her og er lykkelig over at jeg holdte ved i går og at jeg lyttede til min mavefornemmelse!