Bag facaden

Igennem længere tid har jeg forsøgt at skrive ned, hvad der foregår bag facaden. Det er ikke fordi jeg vil ynkes, men fordi jeg føler at jeg en eller anden dag bliver nød til at fortælle min familie (forældre & bror) om hvad der rent faktisk foregår. Hvornår den dag kommer eller om den overhovedet kommer ved jeg ikke, men nu er det skrevet og nu står det her;

Facaden, rens, tonic, serum, dagcreme - fundation, pudder, skygge og mascara, så er dagen startet. Jeg vipper hovedet lidt på skår, smiler og så er jeg klar. Klar til at byde velkommen til en ny dag. Jeg tager min fine vinterjakke på og mine Ilse Jakobsen støvler, jeg går ud af døren med oprejst pande og et smil på læben. Først skal min søn afleveres i hans børnehave, og så har jeg ellers hele dagen for mig. Mulighederne er store, jeg har jo tiden til at nå en masse.  Jeg kører til nærmeste indkøbscenter, køber tøj eller legetøj til min søn. Nogen gange køber jeg en neglelak eller creme til mig selv. Jeg smiler stadig, men bag smilet er der en dyb angst, angst for at blive gennemskuet, angst for at folk kigger på mig, jeg går langs væggene og håber at jeg kan gå ubemærket omkring. Jeg går forbi en café, der sidder tre piger i 20’erne, de begynder at grine. Det skær i hjertet på mig, vejrtrækningen bliver besværet og jeg har allermest lyst til at forsvinde, tanken om at det måske er mig de griner af er slet ikke til at holde ud. Jeg smiler stadig, tårerne presser på, jeg skynder mig ud til bilen, hvor tårerne derefter begynder at trille ned af kinderne. Jeg kigger i bakspejlet, stopper med at græde og smiler igen. Masken holder stadig, jeg er klar til at køre hjem, jeg kommer hjem, smiler når jeg stiger ud af bilen, smiler til naboen og smiler imens jeg tømmer postkassen. Jeg kommer ind bag lukkede døre, tårerne triller langsomt ned af kinden, jeg tørre dem væk. Jeg sætter kaffe over og overvejer om jeg måske skulle spise lidt. Imens jeg venter på kaffen, begynder tankerne, uden jeg tænker over det finder jeg en kniv frem. Den må ikke være for skarp, for det skal kunne skjules, der er ingen der skal vide hvad der foregår bag facaden. Det lettede. Jeg hælder kaffen op tænder tv’et slapper lidt af, inden jeg forsvinder helt. Jeg vil sove, ikke fordi jeg er træt, men fordi i dag bare er en dag og den skal oversås, og jo hurtigere jeg falder i søvn jo bedre, for så når jeg ikke at være for længe alene med mine tanker og før jeg igen skal have masken på for at holde facaden.

Tankerne, jeg tænker på farven rød - i samme øjeblik tænker blod, selvmord og begravelse. Det hele kører rundt i hovedet. Sammen med de tanker kører tankerne omkring skylden overfor for dem jeg har kær. Det hele vælter rundt i hovedet på mig, jeg kan slet ikke holde tankerne på en ting af gangen. Jeg bliver frustret og vil bare have ro, men roen kommer ikke af sig selv, tankerne forsætter imens jeg forsøger at trække vejret dybt og roligt. Sådan foresætter tankerne, på en dårlig dag popper der flere og flere nye tanker ind imens jeg kæmper med de andre. Nogen dage kan det tage få minutter andre dage foresætter det det meste af dagen.

Smerten, når tankerne er allerværst eller når der er alt for meget uro omkring mig, føler jeg træng til at få ro, den ro har jeg en idé om jeg kan klare med smerter. Hvis det gør ondt, forsvinder tankerne et øjeblik og jeg kan fokusere på én ting.  Endelig falder der ro på det hele. Jeg plejer at have 3/4 ærmede bluser på, men ikke i dag, og nok heller ikke de næste par dage. Jeg er ikke flov over det, men jeg ønsker ikke at omverdenen får nys om mine handlinger.

Kontrol, jeg forsøger ihærdigt at få kontrollen over mig selv. Jeg vil kontrollere hvornår jeg vil have mad, hvad bilder maven sig ind at fortælle mig, at jeg er sulten - hvorfor skal den bestemme at jeg skal spise. Jeg skal nok selv bestemme om jeg vil eller om jeg overhovedet skal have mad i dag. Jeg drikker en kop kaffe mere, fordi jeg har lyst til det! Væske får jeg i form af min elskede kaffe. Vand eller andet er noget der bliver indtaget når jeg skal have min medicin, og hvis jeg ikke synes at det er nødvendigt at drikke vand til, så gør jeg det ikke, hvem siger at man skal det - hvem har bestemt at man absolut skal drikke vand til sine piller.

Tallene, fem - fire - tre - to - en, fire - tre - to - en, tre - to - en, to - en, en. Ups jeg ramte forkert, jeg starter forfra. Jeg forsøger at tage kontrollen, hvorfor pokker tæller jeg hele tiden, folk kan jo se at jeg sidder og tæller med fingrene. Jeg stopper, og så begynder jeg ellers at bruge tæerne, fem - fire - tre - to - en, fire - tre - to - en, tre - to - en, to - en, en. Det er svært for jeg kan ikke løfte tæerne op fra hinanden imens jeg tæller, så efter flere ihærdige forsøg opgiver jeg. Jeg tæller for at komme væk, for hvis jeg tæller, forsvinder tankerne. 

Usikkerheden, som at gå på millimeter tynde hæle. Et evigt forsøg på at holde balancen. Usikkerheden ender som regel ud i jalousi overfor mine elskede. Jeg vil så gerne forsøge at give mig 100% og stole på andre, men hvis jeg ikke kan stole på mig selv, hvordan skulle jeg så kunne stole på andre. Jeg ringer, men han tager den ikke, tankerne omkring hvad han laver bliver mere og mere intense. Jeg forsøger at falde i søvn, da det endelig lykkes drømmer jeg om alverdens ulykker. Når jeg vågner og han endnu ikke er ved min side går jeg i panik, hvorfor har han ikke ringet til mig, hvorfor er han ikke kommet hjem endnu. Da han kommer hjem kan jeg slappe af igen.

Alene, mutters alene, alene med tankerne. Kun mig selv, jeg hader det. Og så synes jeg alligevel det er rart, rart fordi jeg ikke behøver facaden, men det bliver oftere og oftere at facaden også bliver brugt når jeg er alene. Jeg skriver lidt på nettet. Så er jeg pludselig ikke så alene, der sker ikke så meget rundt omkring, angsten kommer tilbage, angsten for at være alene. Når jeg har det allerværst har jeg allermest brug for selskab, for hvis jeg har selskab så går tiden med det, og tankerne kan få ro. Nogen gange er trangen til nærvær med min mor stort, til trods for mine 29 år, savner jeg at hun holder mig ind til hende. Jeg elskede det i barndommen, elskede at ligge i min mors trygge favn. Men min mor er her ikke lige nu, så i stedet ender jeg på sofaen, nærmest i fosterstilling og rokker mig frem og tilbage. Følelsen af min mors nærvær er stor, nu er jeg ikke alene mere.

Identiteten, Jeg er mor til min søn, jeg er min kærestes elskede, mine forældres barn og min brors søster. Gad vide hvilken farve jeg synes er smukkest, for det meste går jeg i sort. Jeg elsker musik og nyder at lytte til det, men hvis jeg skal sige hvilket band jeg bedst kan lide, så aner jeg det faktisk ikke. Genkendelse af mig selv i spejlet bliver mere og mere usikker. Men hun ser sød ud, specielt når hun smiler, men hvem er det.