Så blev det endelig jul!

Julen er, som i så mange andre hjem, noget ganske særligt for os. Den 23. december 2007 kl. 09.06 blev vores elskede dreng født. Vi kom hjem dagen efter - juleaftensdag - omkring middag. Det var en meget underlig jul, pludselig var man blevet forældre til dette lille mirakel. Vi troede vi kunne klare hele verden. Afsted til juleaften, begge vores familier var samlet, så vi var vist omkring 17 personer. Så sidder man der, 1½ døgn efter man har født, pludselig er man mor, pludselig har man ansvar for dette lille mirakel - ærligt - jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med ham. Han fik mad, skiftet ble og lagt til at sove. Jeg havde det rigtig dårligt, hvad jeg ikke viste endnu, og først ville finde ud af den 2. januar 2008, var at hvorfor jeg havde det SÅ skidt var fordi min livmoder ikke havde trukket sig sammen. Dette gjorde at jeg mistede en del blod, min energi blev mindre og mindre. Jeg var nærmest ved at besvime konstant, kunne næsten ikke holde mig selv oppe. Jeg troede at det var sådan det skulle være når man havde født. Jeg troede også at det var normalt at græde fra man fødte til barnet var 6 uger gammel. Måske det også var normalt at man i angst for ikke at kunne leve op til andre folks forventninger omkring det at blive mor, eller rettere sine egne forventninger om, hvad folk forventede om dig selv ....! Jeg husker tydeligt 2. juledag 2007. Jeg gik fuldstændig i panik over at være blevet mor. "Hvorfor havde vi dog ikke valgt at få en hund i stedet, den kunne man da aflevere et eller andet sted hvis man ikke magtede opgaven - uden omverdenen ville tænke så meget over det". Men nu var vores søn her, og i frygt for at sige min egen frygt højt gik jeg lige så stille ud på badeværelset, ind i brusekabinen og så græd jeg ellers som pisket i 30 min. jeg kunne slet ikke klare det. Hvem troede jeg, at jeg var - hvordan pokker kunne jeg tro at jeg ville blive en god nok mor, og ville kunne leve op til opgaven. Hvordan kunne jeg være så egoistisk at få et barn, for min (vores) skyld, og slet ikke tænke på barnets ve og vel!
Julen gik, foråret, sommeren og efteråret kom, før jeg rigtig kunne slippe mine tanker omkring mine manglende evner som mor. Derefter begyndte medlidenheden overfor Mikkel at komme - ej hvor var det dog syndt at han har fødselsdag den 23. december. Ikke nok med jeg selv havde denne tanke, så var venner og familie også rigtig gode til at fortælle os, om den dårlige planlægning af graviditeten, at man da ved at man ikke skal blive gravid i marts osv. Jeg kæmpede en evig kamp for at acceptere Mikkel nu engang var født den 23. december. Hans første fødselsdag var på trapperne, vi spekulerede meget i hvornår vi skulle holde den - vi ville jo ikke være til gene for nogen, så vi holdte den i slutningen af november. Jeg forsøgte at gøre det hele perfekt; leje af et selskabslokale, fin bordpynt, lækker mad, kæmpe fødselsdagskage og store gaver. Intet skulle mangle - det gjorde der som sådan heller ikke, og dog JEG manglede, jeg var der som service-organ, men ikke som mor, jeg havde alt for travlt med at holde facaden. Det har gentaget sig 3 gange. I år er det første gang at jeg endelig har indset at jeg ikke skal tænke på om gæsterne skal holde jul dagen efter, eller om de skal til alverdens jule-komsammen. Nej nu er det sådan at Mikkel skal have lov til at holde sin fødselsdag, også selvom det er lillejuleaften. Vi holdte fødselsdag for noget familie sidste weekend og så kom der noget andet familie på selve dagen. Mikkel blev fejret og vi kunne give slip. Vi tog i Capellaplay og derefter tog vi på Bones (Mikkel er vild med Bones' pizza :-X).
Og idag vil vi så fejre juleaften, uden stress, ikke med tanken om at Mikkel havde fødselsdag i går, havde gæster og fik en masse gaver, og igen idag skal pakke rigtig mange gaver ud. Vi vil fejre juleaften idag, med tanken på at det endelig er blevet den 24. december. Det lyder sikkert simpelt for mange, men for mig, som endelig har indset at det er ok, og at Mikkel ikke lider last af at have fødselsdag lillejuleaften.

Det første billede der er taget af Mikkel <3 23.12.2007

Mikkel fylder 1 år <3 d. 23. december 2008

Mor & Mikkel d. 23. december 2009

Fejl på datoen på billedet, det er taget den 23. december 2010

Mikkel fylder 4 år - december 2011

Glædelig jul 

Tiltrods for at vi har vist, at dagen for afskeden snart ville komme, så er det så uendelig hårdt, at skulle tage en beslutning om, at sin bedste ven skal aflives. I mandags tog vi beslutningen, Oliver havde været til dyrlægen ugen før og han forsøgte med et "sidste forsøg" dette forsøg ville være den sidste behandlingsmulighed. Der gik ca 4 timer efter behandlingen, så var den gal igen. Vi kunne se at han pludselig fik det værre end han nogensinde havde haft det før - og det gik stærkt, vi kunne se en forværring fra dag til dag. Mandag ringede jeg til dyrlægen og han sagde vi skulle komme ned med ham, men gjorde det klart for os, at han ikke kunne stille mere op, medmindre han skulle leve på smertestillende resten af livet - et liv han ville mene kun ville vare højst 6 måneder længere, da hans smerte ville være tiltagende tiltrods for det smertestillende. Beslutning blev taget, og den 7. november blev vores elskede hund aflivet :-( Øv for en møg dag - det er længe siden at jeg har grædt så meget!
Hvor er det hårdt når man kommer hjem til et tomt hus, eller når man går forbi hans faste plads, og der bare er tomt, eller når man åbner havedøren for at kalde på ham, indtil man kommer i tanke om at der ikke er en længere er en kær hund der kommer ind :-(

Det virker måske lidt overilet at vi allerede i går hentede en ny hund - men det gjorde vi altså, både fordi vi jo igennem længere tid har vist at Oliver skulle herfra, og derfor har vi talt om hunderace osv. for vores næste hund. Vi var helt enige om SBT, sindet, størrelsen ja og alle de andre ting for denne race - det passer bare til os.
Og så var han der selvfølgelig. Vi sov på det en nat, var enig om at det skulle være den race - sov på det igen, og var enige om at det skulle være ham - eller en af drengene fra kuldet ;-) Og vupci nu er vi de stolte ejere af Cuba, en sort SBT han hvalp. Han er livlig, utrolig putteglad, harmonisk, legesyg, lærenem, men absolut ikke renlig *G* Sådan er det jo at have en hvalp, men nu er det jo næsten 7 år siden vi sidst havde en hvalp, så vi skal lige vænne os til at have en nysgerrig hvalp igen...!

Julesok med navn

Sidste år lavede min veninde og jeg ca. 35 julesokker med navn på bestilling, meningen var at vi IKKE skulle lave nogen i år, men da der er flere af sidste års købere der har spurgt til om vi vil lave nogle til deres 2011-børn, så kunne vi næsten ikke lade vær, så nu bliver produktionen sat i gang, og jeg glæder mig over at kunne sætte mig foran en symaskine for første gang i over 7 måneder!!
Lige et billede af sidste års julesokker - billedet er dårlig kvalitet, men det er det eneste jeg har :(

Hvordan man sylter nissenumser

Så fik jeg taget billeder, så I kan se hvordan jeg har "syltet" nissenumserne. Desværre løb mit kamera tør for batteri undervejs, så de sidste par billeder er af rigtig dårlig kvalitet da det er taget med mobilen :-(

Det skal du bruge:
En knæstrømpe (nylon)
Vat
Sytråd
Nål
Saks

1. Klip forstærkningen af øverst på knæstrømpen samt tåforstærkningen.

2. Du har nu et langt rør, klip dette rør i 4 lige store stykker.

3. Klip siderne op på de 4 rør, så du får 8 firkanter

4. Klip hjørnerne af, så de runder

 5. Tråd nålen - jeg klipper IKKE et stykke tråd af spolen, men i stedet lader nålen sidde på trådspolen. Ri hele vejen rundt. Klip tråden af i "spole-enden". Jeg havde ca. 12 cm tråd i begge ender. Lad nålen sidde på tråden.

6. Form en kugle af en tot vat og lig den i midten af cirklen.

7. Træk forsigtigt i begge trådens ender så nylonstrømpen former sig rundt om vattet. Træk helt sammen og bind en knude. Klip IKKE enderne af tråden af.

8. Ved samlingen på "bagsiden"  stikker du nålen igennem så den rammer midten af forsiden.

9. Træk tråden fra forsiden om til bagsiden og stram til (forsigtigt), så tråden laver to "baller". Hæft ender og bind gerne et par ekstra knuder. Du har nu et stk.'s nissenumse.

Det er første gang jeg har lavet en DIY, så jeg håber virkelig at jeg har gjort det forståeligt nok med teksten og billederne. God fornøjelse :-)

Syltede nissenumser

Jeg er blevet forelsket, forelsket i et glas med syltede nissenumser. Ærligt så var jeg for nærig til at betale for de ellers så fine numser, så jeg måtte i gang med nål og tråd - dette er resultatet :-)

Der kommer et bånd omkring samt et mærke med følgende teskt:
"Nissenumser er en meget fin delikatesse, men samtidig giver de et ekstra tilskud julehumør - de anbefales til børn i alle aldre."

Min nye hobby..

.. og den er absolute ikke at den sunde slags!
Jeg har altid elsket at bage, specielt kager. Derudover elsker jeg at pynte og være kreativ, så det er måske meget naturligt at min kærlighed er faldet på Cupcakes.
Jeg har kun forsøgt mig 3 gange, men jeg synes selv at jeg allerede nu kan se en klar forbedring på min færdige cupcakes.
Min første cupcakes - De brune er: cola/kakao/skumfidus m. cola frosting, de pink er: gulerod m. flødeost/vanilje froting, så således ud:

Mit andet forsøg, var til mit gudbarns 3 års fødselsdag - rimelig modigt, men det endte faktisk ret godt, hvis jeg selv skal sige det.
De er alle sammen gulerod med flødeost/vanilje frosting, de så således ud:

Mit tredje forsøg, lavede jeg i dag, i dag har jeg taget udgangspunkt i en basis kagedej og tilføjede revet æbler og hasselnødder, dertil lavede jeg en kanel frosting. Kanel frostingen har kun en eftersmag af kanel, og er ikke så voldsom som det måske kunne lyde. De endte med at se således ud:

Det er da ved at være længe siden...

Men der er sket nogen ting herhjemme, som jeg lige skulle håndtere i mit hoved, inden jeg var i stand til at skrive det ned og fortælle det til andre.
Det viser sig at min tidligere diagnose - Bipolar - ikke længere holder, jeg har efter flere samtaler hos psyk. fået diagnosen Borderline. Det er jo ikke fordi mit liv er ovre, men hold op hvor har jeg haft det svært ved den diagnose. Jeg følte pludselig at jeg havde spildt de sidste 1½ år med behandling, fordi jeg nu fejlede noget andet. Jeg tog Borderline diagnose meget hårdt, jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at bryde sammen, men alligevel skete det, og jeg skreg og græd i frustration. Men nu tager jeg lettere på det, jeg kan nu sige det højt til min nærmeste familie, og skrive det her, nu er det officielt, og alligevel er jeg stadig en smule "flov" over at være psykisk syg, jeg ved ikke præcis hvad det er jeg er flov over, måske er det, at det stadig er et tabu at være psykisk syg, jeg har ikke selv "kontrol" over mine tanker og mit velbefindende, og det skal jeg have hjælp til, det er jo noget andre kan gøre uden at blinke med øjnene.
Jeg skal stoppe med mit revalideringsforløb, det i sig selv følte jeg som et nederlag, men nu må jeg koncentrer mig om at få det bedre, og derfor er en sygemelding det der skal til.
Jeg har så mange spørgsmål omkring min fremtid, og det er så frusterne ikke at vide hvad fremtiden bringer. Kommer jeg tilbage på arbejdsmarkedet? hvordan med min søn, hvordan kommer hans mors sygdom til at påvirke ham i fremtiden? Hvordan skal vi klare os økonomisk? osv. Hvis der bare var en der kunne sige; du skal være i behandling i 5 måneder, derefter er du rask og kan forsætte dit liv, som det var for 7 år siden, men jeg ved jo godt at det nok er ønsketænkning, for det er jo umuligt for nogen at svare på hvad fremtiden bringer, derfor bliver jeg nød til at tage en dag af gangen...