Det er da ved at være længe siden...

Men der er sket nogen ting herhjemme, som jeg lige skulle håndtere i mit hoved, inden jeg var i stand til at skrive det ned og fortælle det til andre.
Det viser sig at min tidligere diagnose - Bipolar - ikke længere holder, jeg har efter flere samtaler hos psyk. fået diagnosen Borderline. Det er jo ikke fordi mit liv er ovre, men hold op hvor har jeg haft det svært ved den diagnose. Jeg følte pludselig at jeg havde spildt de sidste 1½ år med behandling, fordi jeg nu fejlede noget andet. Jeg tog Borderline diagnose meget hårdt, jeg måtte virkelig kæmpe for ikke at bryde sammen, men alligevel skete det, og jeg skreg og græd i frustration. Men nu tager jeg lettere på det, jeg kan nu sige det højt til min nærmeste familie, og skrive det her, nu er det officielt, og alligevel er jeg stadig en smule "flov" over at være psykisk syg, jeg ved ikke præcis hvad det er jeg er flov over, måske er det, at det stadig er et tabu at være psykisk syg, jeg har ikke selv "kontrol" over mine tanker og mit velbefindende, og det skal jeg have hjælp til, det er jo noget andre kan gøre uden at blinke med øjnene.
Jeg skal stoppe med mit revalideringsforløb, det i sig selv følte jeg som et nederlag, men nu må jeg koncentrer mig om at få det bedre, og derfor er en sygemelding det der skal til.
Jeg har så mange spørgsmål omkring min fremtid, og det er så frusterne ikke at vide hvad fremtiden bringer. Kommer jeg tilbage på arbejdsmarkedet? hvordan med min søn, hvordan kommer hans mors sygdom til at påvirke ham i fremtiden? Hvordan skal vi klare os økonomisk? osv. Hvis der bare var en der kunne sige; du skal være i behandling i 5 måneder, derefter er du rask og kan forsætte dit liv, som det var for 7 år siden, men jeg ved jo godt at det nok er ønsketænkning, for det er jo umuligt for nogen at svare på hvad fremtiden bringer, derfor bliver jeg nød til at tage en dag af gangen...