Øv hvor er det trist, jeg synes hverdagen hænger mig langt ud af halsen efter en masse møg der er sket den seneste tid!
Min farbror faldt død om i april - det var selvfølgelig meget uventet, han var kun 58 år gammel. Men familien gik desværre mod hinanden fremfor at stå sammen, det gjorde at jeg følte at jeg måtte stå i midten og mægle mellem alle partnerne, noget der har taget meget hårdt på mig.
Derudover er jeg jo startet på arbejde, det går faktisk rigtig godt med at komme afsted, men selvom det kun er 2 timer 3 gange om ugen, så tager det utrolig hårdt på mig og overskuet til hverdagen bliver mindre og mindre.

Efter flere ugers nedtur står det mig klart nu, at jeg igen igen er ramt af en depression, gud hvor er det hårdt at skulle igennem det igen, jeg kan ingenting overskue, spiser ikke, kan ikke falde i søvn, når jeg endelig er faldet i søvn er jeg umulig at få op og når jeg endelig smiler til spejlet kan jeg ikke genkende mig selv. Jeg ved at det igen kommer til at tage tid, og jeg ved at det bliver hårdt for mine nærmeste endnu engang at skulle samle mig op, men det er jo desværre sådan er men jeg ved at jeg har en fantastisk kæreste der virkelig forsøger at tage hånd om mig på bedst mulig måde og altid vil stå ved min side.

Jeg er glad for at jeg er i gode hænder både privat men også på job og hos lægerne, jeg ved at det hele nok skal blive bedre jeg kan bare ikke overskue den tid det kommer til at tage før jeg er kommet over det igen.